Ved aftenens bestyrelsesmøde i Maribo Jazz dukkede en overraskelse op. Jan Degn fra Arbejdernes Forsamlingsbygnings Kulturfond mødte frem med en flot donation på kr. 2.500,-, som blev overrakt til næstformand Steffen Andersen. Jan Degn motiverede donationen med flotte ord om det store kulturelle sigte, som Maribo Jazz har arbejdet på i mere end 30 år. Han understregede, at festivalen både har skabt glæde blandt byens borgere og de valfartende gæster. Han hæftede sig også ved, at jazzen har mødt udfordringer med arbejdsomhed og optimisme, hvilket også kom til udtryk for to år siden, hvor Hattens Gård blev gjort klar til festival, da Qvades Gård ikke længere kunne anvendes. Egentlig skulle prisen være overrakt sidste år, men grundet Corona blev det først i 2021. I Maribo Jazz var der stor glæde og taknemmelighed over anerkendelsen og beløbet.